Det Kongelige Kapel er verdens ældste orkester og kan føre sine historiske rødder tilbage til 1448, til Trompeterkorpset ved Christian I’s hof.
Mange store dirigenter og komponister har i årenes løb arbejdet med Det Kongelige Kapel blandt andre Richard Strauss, Igor Stravinskij, Leonard Bernstein, Sergiu Celibidache og Daniel Barenboim.
Orkestret, der er særlig berømt for sin strygerklang, og har en eksklusiv samling af strygeinstrumenter af de store italienske mestre til sin rådighed, spiller i dag til både opera, ballet og koncerter på Det Kongelige Teater.
Det Kongelige Kapel har gennemført en lang række koncertturnéer til blandt andet Wiens Musikverein og New Yorks Lincoln Center Festival. Orkestret medvirker desuden på en lang række cd’er og dvd’er heriblandt internationalt roste dvd-indspilninger som The Copenhagen Ring og Wagner’s Tannhäuser. Med åbningen af Operaen i 2005 har Det Kongelige Kapel fået en meget fin akustisk ramme til orkestrets mange aktiviteter herunder dets Hands On-workshops for børn, der introducerer skolebørn til klassisk musik.
Ledige stillinger – Kapelkonkurrencer.
Bliv medlem af Det Kongelige Kapels Venneforening her.
Anton Blochs Nummerfortegnelse – se Kapel nr. listen her.
Billederne af Kapellets medlemmer er taget af Caroline Bittencourt.
Kapellets historie
Det Kongelige Kapel kan føre sine historiske rødder tilbage til 1448 til Trompeterkorpset ved Christian I’s hof. Da monarken blev kronet, skete det til akkompagnement af messing og slagtøj.
Ensemblet leverede den musik, hoffet havde brug for, herunder den orkestrale assistance, der var nødvendig, når f.eks. en italiensk operatrup gæstede landet. Således har den berømte Christoph Willibald Gluck ikke blot stået i spidsen for, men også komponeret til, Det Kongelige Kapel. Det skete i forbindelse med festlighederne afholdt i anledning af den senere Christian VII’s fødsel i 1749.
Gradvis fik orkestret plads i graven på Det Kongelige Teater. De mange teateropgaver krævede flere musikere, og under Johann Gottlieb Naumanns reform i 1780´erne kom man op på et ensemble på 46 medlemmer.
Som alle andre orkestre har Det Kongelige Kapel haft særligt markante blomstringsperioder. Blandt de mindeværdige hører komponisten F.L.Æ. Kunzens introduktion af Mozart i 1790´erne, Claus Schalls lange kapelmestertid og H.S. Paullis mange år på pulten.
Den norske komponist og dirigent Johan Svendsens entré i 1883 blev af stor betydning. De følgende år blev en blomstring for Kapellet, ikke mindst fordi Svendsen fik indført de i dag så traditionsrige kapelkoncerter, hvorved også den store symfoniske musik blev orkesterets domæne.
I 1918 fuldendte solobratschist Anton Bloch (nr. 674) en fortegnelse over samtlige kapelmedlemmer. Denne kultur og musikhistorisk interessante nummerering føres stadig videre af Troels Svendsen (nr. 862). Klik her for Bloch’s “Fortegnelse over samtilige medlemmer af Det Kongelige Kapel i kronologisk orden, regnet efter Ansættelsens Datum tilligemed kortfattede Data, dem vedrørende”.
Mange store dirigenter og komponister har i årenes løb arbejdet med Det Kongelige Kapel. Fra Richard Strauss og Igor Stravinskij til Leonard Bernstein og Sergiu Celibidache for blot at nævne et par stykker af det 20. århundredes største navne.
Kapellet var i mange år Carl Nielsens hjemsted dels som 2. violinist og dels som dirigent. Den musikalske kong Frederik IX havde sit helt specielle forhold til Det Kongelige Kapel og gennem mange år dyrkede han sin store interesse for direktion sammen med musikerne i orkestret.
Aktiviteterne har været mangeartede, og flere er kommet til – fra cd-indspilninger til nytårskoncerter og meget mere. Nok så afgørende for Det Kongelige Kapel er at vise flaget udenlands. Det er blevet til umådelig mange koncertturneer, og en særlig begivenhed var det, da Det Kongelige Kapel under ledelse af musikchefen Michael Schønwandt med violinisten Nikolaj Znaider i 2002 spillede Nielsen, Sibelius og Gade i Wiens berømte Musikverein.
Med åbningen af Operaen har Det Kongelige Kapel fået en meget fin akustisk ramme til opera, ballet og koncerter – både i Operaens store sal samt på Takkelloftet, der har en særligt fin akustik til kammermusik.
Tidslinje
Kapellet i årstal af Troels Svendsen
Det Kongelige Kapel regnes for verdens ældste orkester af sin art – intet andet lignende orkester har en så lang og traditionsrig historie. Det Kongelige Kapel er nutidens version af den lange række af vidt forskellige hofensembler, der har fungeret under de danske konger siden 1448.
1448: Det Kongelige Kapel begynder som et trompeterkorps med 12 trompeter, pauke og 6 basuner. Foruden instrumentalisterne er også et sangerkorps tilknyttet. Det Kongelige Kapel har fået sit navn efter stedet, hvor kongens sangerkorps sang, kaldet “Hofkapellet”.
1556: I 1556 ansætter kong Christian III Adrian Petit Coclicus som “sanger og musicus”. til sit kapel. Coclicus betyder hane, og han er berygtet for ikke at lade hønsene gå i fred, så meget, at han har gjort sig skyldig i bigami – alt dette til trods for, at han har været biskop og skriftefader for selveste paven. Christian III stiller som betingelse at han “skal leve ærligt og kristeligt, hvis han ikke vil forløves (afskediges) og miste sin besolding (løn)” – lønnen bestod af 40 joachimsdalere, 3 pund malt, 3 pund rug, 1 okse, 4 får, 4 oldensvin, ½ tønde smør samt fribolig.
1588: Kong Christian IV krones, og hermed begynder en blomstringstid for hofmusikken. Kongens kapel består nu af 16 trompeterer, 30 sangere og 31 instrumentalister. Som kapelmester engageres den vidt berømte engelske komponist og lutenist John Dowland. Han er i København i 8 år og lønnes som Holmens admiral.
1607: 12. september 1607 “desværre dræbte og ihjelslog” hoftrompetist Christen Laursen sin kollega Frederick Mott – morderen bliver senere henrettet på Kronborg. Det er barske tider – en anden trompetist, som er idømt livsvarigt fængsel, bliver lovet strafnedsættelse på følgende betingelser: han skal kravle op på vindfløjen på Nikolaj kirketårn, spille trompet og tømme adskillige glas vin på kongens sundhed. Han skal så kaste glassene fra sig, og fordi de lander på kirkegården uden at gå i stykker, tolkes det som et godt varsel både for kongen og kirken, og hoftrompetisten bliver benådet.
1655: I 1655 holder violinen sit indtog i hofmusikken– indtil da har instrumenterne bestået af instrumenter som zink, krumhorn, klarin samt trompet, basun, fløjte, lut og gambe. Men Frederik III’s dronning, Sophie Amalie, har blikket vendt mod solkongens hof i Versailles og opretter sit “violinorkester”, Violon-Banden med forbillede i Louis XIV’s “Grande Bande” og “Petite Bande”. Hermed opstår titlen “hofviolon”, forløberen for den nutidige “kgl kapelmusicus” (den nuværende titel for medlemmer af Det Kongelige Kapel).
1659: Under svenskekrigene er Violon-Bandens medlemmer som andre hoffolk stationeret på forsvarslinien ved Løngangen og Tøjhuset, da Carl X stormer København i 1659. Der er ingen tab blandt kong Frederik IIIs musikere.
1703: Kapellet er blevet udvidet med træblæsere, og bidrager med taffelmusik, kantater og mellemaktsmusik til franske komedier samt dansemusik til maskarader og andre festligheder. Men hoffet vil også have opera, og i oktober 1703 rykker kongens musikere med omkring 15 medlemmer ind i et splinternyt operahus i Fredericiagade med langsiden mod Bredgade. Operahuset er tænkt som et offentligt teater med en kongeloge til bygherren selv, Frederik IV. Men operahuset får kun fem års levetid, fordi publikum svigter. Derefter står det tomt i 10 år – for så at blive brugt som kornlager, krudtlager, kadetskole, kaserne, parlamentsbygning, lazaret samt sø– og handelsret. I dag har Østre Landsret til huse i det tidligere operahus.
1770: Det Kongelige Kapels oprindelse, trompeterkorpset, nedlægges i 1769, og opgaverne overtages af Hestgardens trompeterer. Frigjort fra den del af pligterne ved hoffet, begynder udviklingen for alvor i størrelse og indretning hen imod det, vi nu om dage forstår ved et orkester. Efter nogle korte perioder i 1750´erne rykker Kapellet i 1770 permanent ind på Det Kongelige Teater, hvor det har fungeret siden. Her begynder en lang opgangstid for Det Kongelige Kapel, der til de store begivenheder kan mønstre ca. 45 mand.
1791: I 1788 dør kapelmusicus, kontrabassisten Gotfred Schreiber og efterlader sig kone og otte børn. Kapelmester J.A.P. Schulz arrangerer en velgørenhedskoncert for enken og børnene, men da mange andre kapelmedlemmers situation ikke er stort bedre end Schreibers, får han ideen til en enkekasse for kapelmedlemmer. Ideen bliver modtaget med “jublende tak”, som det refereres. Kapellet giver to koncerter om året til fordel for Kapelenkekassen, og skyder 50 rigsdaler i kassen, når orkestret medvirker uden for kongens tjeneste. Den første enkekassekoncert finder sted i december 1791.
1810: “Mozarts værker bliver intetsteds bedre opført end i denne hovedstad, når det gælder orkestret”. Orkestret er Det Kongelige Kapel, og udtalelsen kommer fra Mozarts enke, Constanze Mozart, der jævnligt er tilhører i Det Kongelige Teater. Hun er blevet gift med Etatsråd Georg Nikolaus Nissen og bor i København. Hun ønsker, at Mozart havde været vidne til, hvor mesterligt hans Don Juan blev opført af det danske orkester og dermed have nydt en glæde, som han aldrig nød i Tyskland.
1828: I 1828 er der afstemning i Det Kongelige Kapel om en ny uniform, som første gang skal tages i brug ved den forestående premiere på Elverhøj. Klarinettisten Jens Krag stemmer imod. Hans elev Theodor Hornbeck har lovet at gøre ligeså, men ombestemmer sig. Jens Krag bliver så fortørnet, at han smækker Theodor Hornbeck en gevaldig lussing, men det skulle han ikke have gjort – han må stille til disciplinær undersøgelse og bliver den første kapelmusiker, der brummer i Blåtårn, det Blåtårn, der kun havde navnet til fælles med Leonora Christinas fængsel på Københavns Slot. Det lå ved Langebro og var arrest for blandt andet hoftjenere og embedsmænd, som ansatte i Det Kongelige Kapel hørte under. Så meget mere ærgerligt var det for Theodor Hornbeck, at den nye uniform meget hurtigt gik helt af brug.
1849: Efter lidt over 400 år i kongens tjeneste overgår Det Kongelige Kapel til staten, og det betyder svære tider for kapelmedlemmerne. Flere af dem bliver truet med gældsfængsel, men Mozart Petersen er den eneste, der må ind og sidde.
1851: I 1851 nedsætter de folkevalgte en kommission, der arbejder på at afskaffe Det Kongelige Kapel – en til formålet ansat musikchef skal blot engagere musikere fra forestilling til forestilling. Denne krise i Kapellets historie afværges af teaterchefen Johan Ludvig Heiberg med ordene: “Kunstens højhed består i dens aristokrati … Kapellets prestige kunne naturligvis ikke straks tilintetgøres lige så lidt som dets høje standpunkt, men at det ville tabe sig, når udsigten til kongelig ansættelse bliver lukket, er klart”.
1874: Danskerne var begejstrede for Mozart – så meget, at der i Københavns gader gik et søskendepar rundt med fornavnene Mozartine og Mozart. De hed Petersen til efternavn. Mozart Petersen ansættes som klarinettist i Det Kongelige Kapel som 15-årig, og bliver dermed instrumentkollega med sin far, en glødende beundrer af Wolfgang Amadeus Mozart. På Mozart Pedersens stamværtshus i Nyhavn, Hos Foght, ryger der mange romtoddyer ned efter teatertid. En februaraften i 1874 kan han ikke finde den rigtige vej hjem fra Nyhavn og falder i kanalen og drukner.
1883: Johan Svendsen ansættes som kapelmester ved Det Kongelige Teater i 1883 og stiller som betingelse regelmæssigt at kunne afholde symfonikoncerter med Det Kongelige Kapel. “For afholdelsen af fire symfonikoncerter uden for teatrets tjeneste er der intet til hinder” lyder beskeden tilbage. Hermed kommer Kapellets symfonikoncerter ind i faste rammer. Bortset fra et par korte afbrydelser har Det Kongelige Kapel spillet symfonikoncerter siden, og koncertvirksomheden har bragt Det Kongelige Kapel rundt i det meste af Europa samt til Japan og Australien.
Desuden har mange store kunstnere dirigeret Det Kongelige Kapel til koncerter – blandt andre Erich Kleiber, Bruno Walter, Hans Knappertsbusch, Pierre Monteux, Wilhelm Furtwängler, Herbert von Karajan, Fritz Busch, Otto Klemperer, Carl Schuricht, Rafael Kubelik, Edwin Fischer, Ferenc Fricsay, George Solti, Sergiu Celibidache, Igor Markevitch, Karl Böhm, Christoph von Dohnanyi, Charles Münch, Andre Previn, Kurt Masur og Leonard Bernstein.
1913: I 1913 oprettes Det Kongelige Kapels forening, hvis formål er a) “gennem sammenhold at værne om medlemmernes kunstneriske, tjenstlige og økonomiske interesser samt repræsentere Kapellet udadtil” og b) “at afholde selskabelige sammenkomster”.
1924: Der var ét kvindeligt medlem i Det Kongelige Kapel i 1924. I dag er godt halvdelen kvinder.
1955: Kapellet udvides i det følgende 10-år fra ca. 70 til over 100 musikere.
1970: Det Kongelige Kapel har næppe været mere kongeligt end i Frederik IX’s regeringstid (1947-72). Kongen var nemlig musikalsk uddannet og dirigerede jævnligt Det Kongelige Kapel. Blandt andet 8 marts 1970, hvor solisten i 2. sats af Beethovens 3. klaverkoncert var Prins Henrik. Følgende ordveksling refereres fra prøven: Kongen: tempoet er for langsomt – Prinsen: sådan er mit tempo – Kongen: det er mig, der er dirigent – Prinsen: det er mig der er solist – Kongen: ja, men det er mig, der er konge!
1998: I 1998 fejrer Det Kongelige Kapel sit 550 års-jubilæum.
2005: Det Kongelige Kapel flytter sammen med Den Kongelige Opera ind i det nybyggede operahus Operaen.
Æresmedlemmer af Det Kongelige Kapel
Edwin Fischer | A.W. Nielsen | Svend Wilhelm Hansen | Igor Markevitch | Sergiu Celibidache | Hanne Wilhelm Hansen | Henning Rohde | Peter Augustinus | Danny Kaye | Victor Borge og Leif Juul Jørgensen
Litteraturliste
Carl Thrane: Fra Hofviolonernes Tid – Det Schønbergske Forlag, København 1908
Fritz Bendix: Af en Kapelmusikers Erindringer – H. Hagerup’s Forlag, København 1913
Torben Krogh: Hofballetten under Christian IV og Frederik III – Povl Branner, København 1934
Niels Friis: Det Kongelige Teater – H. Hagerup, København 1943
Niels Friis: Det Kongelige Kapel – P. Haase & Søns Forlag, 1948
Axel Kjerulf: Kongelig Majestæts Musikanter – Boghallen, København 1952
Gitte Kjær og Verner Nicolet: Det Kongelige Kapel 1948-1998 – Gyldendal, 1998