Grit D. H. Westi
Min uddannelse: Studentereksamen fra N. Zahles Gymnasieskole 1976
1976-78 Musikstudier ved Københavns Universitet
Diplom fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København 1984, ved Prof. Milan Vitek.
1984-88: Videregående studier hos Prof. Ernst Kovacic, Hochschule für Musik und Darstellende Kunst in Wien.
Mit yndlingsværk: Ikke til at sige, men hvis jeg landede på en øde ø og kun skulle have ét stykke musik med måtte det være af Brahms. En af hans violinsonater. Der så mange fortolkningsmuligheder i dem, at jeg godt ville kunne vente lidt på redningsaktionen.
Min største musikalske oplevelse: Engang jeg spillede Brahms klavertrio i H-Dur med italienske kolleger i Napoli, og der opstod et af de sjældne øjeblikke, hvor musikken stod lysende klar for os alle, hvor alt lykkedes i fællesskab og gav en højere mening, i en brøkdel af et sekund!
Min mest mindeværdige/sjoveste/mærkeligste oplevelse i Kapellet: At opleve vores strenge, vidunderlige, tørre, finske chefdirigent Paavo Berglund gribe en af vores violiner og spille 1. violin i en hel strygekvartet, venstrehåndet, altså spejlvendt, uden problemer. Det var en sen aftentime i bunden af et cruiseskib, på vores Balticum-turné i 1992. Publikum var kapelmusikere og Politikenlæsere – fantastisk rejse bl.a. til Helsinki, Skt. Petersborg og Riga!
Når jeg ikke spiller i Det Kongelige Kapel: Jeg elsker kontakten til publikum, at spille kammermusik og fortæller gerne om de stykker, vi spiller. Som studerende var jeg med i flere teaterstykker på Caféteatret i København og i Wiener Masken- und Musik Theater. Idéen at kombinere flere kunstarter, crossover, tiltaler mig, både som medvirkende og som publikum. Ellers læser jeg gerne, aviser og gode bøger. Er helt nørdet med danske sprog, Arkæologi har altid haft min store interesse, især Danmarks oldtid, og havde min første violinlærer ikke givet mig så fantastisk et mijø med sammenspil og kammerater, var jeg nok blevet arkæolog – eller cand.mag i dansk.