DET KONGELIGE KAPEL 575 ÅR
Ligesom strygeinstrumenter af de gamle mestre har orkestre en tendens til at blive bedre med alderen. Det gør Det Kongelige Kapel til noget særligt, allerede før man hører det spille. Intet ensemble i verden kan slå dets lange liv.
Da de ældste orkestre i USA og England fejrede deres hundredårsjubilæer i 1940’erne, kunne Kapellet markere 500 år som aktiv institution – verdens ældste orkester af sin art. Staatskapelle i Dresden, måske det mest respekterede veteranorkester i Tyskland, fyldte 400 i 1948 – et helt århundrede yngre end sit danske modstykke.
”Enestående stamtavle” lyder som marketingssnak. I Det Kongelige Kapels tilfælde kan det siges i ramme alvor. Fem år før det fejrede sit jubilæum i 1948, sloges de to mest efterspurgte dirigenter på kloden om at sikre sig en aftale om at dirigere orkestret i København. Til sidst overtrumfede Herbert von Karajan sin rival Wilhelm Furtwängler ved at tilbyde at gøre det gratis.
Der er mange flere historier fra samme skuffe: Daniel Barenboim hævdede, at han besluttede at blive klaverspillende dirigent, den aften han hørte orkestret ved en koncert på La Scala i 1954; Sir Simon Rattle beskrev, hvordan det var et privilegium at få lov at dirigere ”dette fremragende orkester” i 2013; Mariss Jansons fortalte i 2018, at kolleger havde givet ham et tip om, at ”det her er et orkester, det er værd at arbejde med.”
Der er næppe noget orkester i Europa, og da slet ikke i Skandinavien, der kan måle sig med den liste over dirigenter, som dette orkester faktisk har arbejdet sammen med – Erich Kleiber, Bruno Walter, Hans Knappertsbusch, Pierre Monteux, Arnold Schönberg, Igor Stravinskij, Leopold Stokowski, Eugene Ormandy, Rafael Kubelik, Sir John Barbirolli, Sir Georg Solti, Leonard Bernstein, Pierre Boulez og Kirill Petrenko for bare at nævne et udpluk i tilgift til Barenboim, Rattle, Jansons og resten af dem.
Alle disse berømtheder var gæster. De faktiske medlemmer af Kapellet har ikke været mindre udsøgte. John Dowland (140), Heinrich Schütz (259) og Carl Nielsen (647) har alle været blandt de udøvende. Og ja, hvert medlem er blevet tildelt et Kapelnummer: fra en trompetspillende hr. Walther (1) i det femtende århundrede til den senest ansatte, Jonathan Jakshøj (1082) fra slagtøjsgruppen i 2023.
Det Kongelige Kapels historie er også Danmarks og Europas historie. Verdens ældste musikensemble har forventeligt nok rødder i et af verdens ældste monarkier. Det blev etableret i 1448 som et trompeterkorps med trompeter og pauke, en mobil trup, der blev brugt til at markere kong Christian 1.’s tilstedeværelse.
Trompetisterne var lige så vigtige for hoffets pragt, som de var indviklet i dets konflikter. De stod midt i deres tidsalders snavs og stridbarhed. Nogle af de tidlige medlemmer rapporteres skudt af ”rigets Fjender” (Magnus Thomsen, 122), myrdet af musikerkolleger (Friederich Mott, 114) og henrettet for selvsamme forbrydelse (Christian Lauersen, 175). Den musik, de spillede, blev betragtet som en hemmelighed, nedfældet i kodet nodeskrift for at sikre den mod at blive efterlignet.
I 1515 omfattede Kapellet også sangere. I 1545 havde det inviteret krumhorn, zinker og trækbasuner indenfor. Til brylluppet mellem Frederik 2. og Sophie af Mecklenburg i 1572 kunne det indkalde assisterende citere, harper, fioler og skalmejer. Det blev stadig mere alsidigt, så det kunne sætte et højtidspræg på ceremonier med musik, men også underholde. Flere af dets medlemmer kunne spille, både instrumenter og komedie, danse og jonglere.
Under Christian 4. voksede Kapellet lejlighedsvis til et af de største ensembler i Europa. Kong Christian, der ikke var fremmed for pomp og pragt, rekrutterede musikere internationalt, fordi han havde importeret instrumenter, som ingen i Danmark kunne spille på. De kom fra England, Tyskland, Italien, Polen og Nederlandene, akkurat som de kommer fra Australien, Nordamerika og Fjernøsten i dag. Optegnelser viser, at kong Christian sendte musikere af sted til Venedig for at pudse deres færdigheder af hos Giovanni Gabrielli – nærmest ligesom at blive sendt til Barcelona for at træne med de bedste fodboldspillere.
Kongens største kontraktkup var John Dowland, den første store songwriter i verden. Han skrev sin kendingsmelodi Flow My Tears i Danmark sidst i 1590’erne, 410 år før Sting lavede en coverversion af den. Mod slutningen af sin 54 år lange regeringstid snuppede kong Christian den førende tyske komponist Heinrich Schütz ”til låns” fra hoffet i Dresden. Planen var, at Schütz skulle lede de mere end 80 musikere, der var samlet til brylluppet mellem Christians søn og Magdalena Sibylla af Sachsen. Men Schütz blev i København længe nok til at få sit eget nummer (259) og øve dybtgående indflydelse på Kapellet. I de iscenesatte optrin, der blev arrangeret til bryllupsfesten, gav Schütz musikerne en forsmag på tidens sofistikerede teater, hvilket indvarslede Kapellets primære rolle i dag.
Intet hof i Europa kunne ignorere den musikalske udvikling i Versailles i midten af 1600-tallet. Louis 14.’s ensemble af strygere fik en pendant i København, hvor franske musikere blev importeret for at udgøre kernen i hofmusikken.
Kapellet kom mere og mere til at fungere som det orkester, vi kender i dag. Operaens ankomst til Danmark burde have fremskyndet den proces fra starten. Men desværre nedbrændte Københavns første operahus i 1689 kun nogle dage inde i sin åbningssæson. 170 mennesker omkom, og orkestret var faretruende tæt på at blive udslettet; det talte kun fire medlemmer i kølvandet på tragedien.
Ingen organisation, der har set seks århundreder passere forbi, er immun over for skæbnens højde- og lavpunkter. Men hvis 1600-tallet betød et boom, der (næsten) endte med et brag, blev 1700-tallet præget af konsolidering. Inspirerende ledere blev ansat til at udnytte Kapellets tilbageværende aktiver og reformere orkestret på længere sigt. De kom selvfølgelig fra Tyskland. Johann Gottlieb Naumann (432) indførte et elevsystem for at pleje de lokale talenter og skaffe musikere til ensemblet. J.A.P. Schulz (455) bragte selvrespekt ind i gruppen, idet han indførte dens første pensionsordning og arrangerede koncerter for Københavns befolkning. Schulz hævdes at have sat livet på spil for at redde møbler, noder, instrumenter og kolleger fra en anden brand – den store brand i februar 1794, der ødelagde meget af hoffets musikudstyr og bibliotek.
Naumann og Schulz lagde den grund, som noget stort kunne opstå fra. Og det gjorde det. Ligesom en træner, der får til opgave at føre et hold helt til tops i ligaen, overtog Claus Schall (422) ledelsen af det ensemble, han selv var udsprunget af. Han var en pioner inden for den nye disciplin ”at dirigere”, det vil sige ikke styre musikerne med en violin, men med en pind. Under Schalls taktstok blev orkestret en kraft, man måtte regne med.
Det omfattede nu en besætning på ca. 50 musikere bestående af strygere, træblæsere, messingblæsere og slagtøj, alle grupperne dygtige nok til at Schall kunne føre dem mod nye højder. ”Et af de bedste orkestre i Europa,” skrev det tyske tidsskrift Allgemeine musikalische Zeitung i 1815. ”Ingen steder opføres Mozarts værker bedre end i denne hovedstad, når det gælder orkestret under Schalls ledelse,” skrev komponistens enke Constanze efter en opførelse af Don Juan i 1811. Carl Maria von Weber var sikkert enig, for også han fremhævede orkestrets fremragende Mozart i forbindelse med Claus Schalls direktion af Webers ouverture til Jægerbruden med Kapellet – musik, som orkestret senere har taget til sig.
Og her er det, det begynder at blive ret spændende. Den 30. maj 1849 holdt Danmark op med at være et enevældigt monarki, og Frederik 7. overdrog Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Teater til det nyoprettede kulturministerium. Der blev talt om, at staten skulle afskaffe det faste ensemble, den havde arvet, og i stedet engagere musikere fra gang til gang. Men direktøren for Det Kongelige Teater Johan Ludvig Heiberg fornemmede, at hvis forbindelsen til fortiden blev brudt, ville der gå noget tabt i fremtiden. Det ensemble, der var grundlagt af Christian 1., måtte fortsætte. Det skulle nu tjene staten som nationens opera- og balletorkester uden nogen sinde helt at give afkald på sin kongelige status.
Måske for første gang havde orkestret en klar idé om sig selv. Det blev bevidst om sine egne traditioner og sin egen klang – og om, hvordan den klang kunne skabes indefra. Fra det nittende århundrede og ind i det tyvende begynder nogle sigende karaktertræk at dukke op. Talrige kammermusikgrupper udspringer af ensemblets midte, hvilket tyder på en bestand af musikere, der er dybt interesserede i at finpudse deres kunnen i detaljer. Vi begynder at læse om ”musikerpersonligheder”, der videregiver en særegen spillestil til generationer af efterfølgere (somme tider inden for deres egen familie).
Richard Strauss lagde, da han dirigerede sin egen Rosenkavaleren i 1917, mærke til den ”bravur”, der blev spillet med i træblæserne af solooboisten Peter Brøndum (661). Jean Sibelius elskede lyden af messingblæsergruppen og dens trækbasuner, der var indført i stedet for ventilbasuner takket være solobasunisten gennem næsten 40 år, Anton Hansen (694). Den italiensk-danske dirigent Egisto Tango (752) opdyrkede ”brillans og rytme” – egenskaber, der var påkrævet i den spændstige, pågående musik af en komponist, som kom fra orkestrets violingruppe, Carl Nielsen (657). Mens orkestret gav stødet til symfonier og operaer af Nielsen, var det de karakterfulde blæsere, samt en uforlignelig violinist, Peder Møller (708), der inspirerede ham til at skrive tre banebrydende koncerter for soloinstrumenter.
I 2005 flyttede orkestrets base fra Kongens Nytorv midt i København for første gang i to århundreder. Et nyt operahus på Holmen vakte global opmærksomhed med en opsætning af Wagners Nibelungens ring, som senere blev udgivet som live-optagelse på Decca – den første Ring, pladeselskabet i London havde udgivet siden den, som Georg Solti og Wienerfilharmonikerne stod for mere end 40 år tidligere, den mest omtalte klassiske musikudgivelse nogensinde. Johan Svendsen (640) havde allerede præsenteret Wagners Ring-musik for orkestret sidst i 1880’erne.
Hvordan lyder så Det Kongelige Kapel i det enogtyvende århundrede og i en bygning, der er indrettet til at optimere denne klang? I en anmeldelse af The Copenhagen Ring beskrev Gramophone Magazine det som ”Nordens wienerfilharmonikere med de energiske, fyldige træblæsernuancer”, kort før tidsskriftet tildelte indspilningen en Gramophone Award. Det omtalte senere orkestrets ”mørke træblæserklang” på en optagelse af Wagners Tannhäuser.
Nu, da ensemblet passerer 575-års-tærsklen, er det interessant at spekulere over, hvor dets karakteristiske, aristokratisk-ædle klang kommer fra. Den ru, jordvarme lyd fra orkestrets strygere – en mere centraleuropæisk end nordisk klang – kan hænge sammen med dets beholdning af uvurderlige strygeinstrumenter af gamle mestre, samlet sammen gennem århundreder og stadig i brug.
Men udstyr betyder ikke meget uden udtryk. Det fuldtonende strygerspil, som for eksempel cellisten Jarl Hansen (810) gik i spidsen for, sørgede for en kraftfuld forening af instrumenter og musikerfærdighed, som byggede på et allerede eksisterende fundament. Den virksomhed, Hansen grundlagde i 1956, Jargar Strings, blev en af de første, der fremstillede og solgte stålstrenge, som passede til tidens kraftfulde musik. Den leverer stadig til musikere over hele verden.
Orkestrets klangkultur i videre forstand – effekten af de dybe strygeres brillans, træblæsernes energi og messingblæsernes kattesmidighed – er åbenbart i stand til at overvinde generationsmæssige og akustiske forandringer (orkestret spiller stadig jævnligt i det gamle operahus på Kongens Nytorv). Måske er det en bestemt mentalitet, formet af den forhøjede reaktionsevne, der kommer af at spille opera i en mørk orkestergrav. Når orkestret går på koncertscenen, kan effekten mærkes: ”Hvis man har spillet opera og ballet, spiller man symfonisk musik med en anderledes kammermusikalsk smidighed og fleksibilitet,” mener forhenværende violinist ved Kapellet Troels Svendsen (862), som var nyrekrutteret, da Leonard Bernstein dirigerede orkestret i 1965.
Det enogtyvende århundredes Kongelige Kapel står over for udfordringer, der er lige så gamle som det selv: konkurrencen om at skaffe de bedste musikere som gæster og medlemmer; den stedsevarende tørst efter større ressourcer og den tynde grænse mellem hårdt arbejde og overanstrengelse. Andre udfordringer er nye: partiturmusikkens plads i en digital tidsalder og kultiveringen af det fremragende i en verden, som foretrækker det, der varer kort, sker i øjeblikket og kan smides væk efter brug. Disse ting synes kun at fyre op under Det Kongelige Kapels usædvanlige kollektive vilje og stolthed, som viser sig i både præstationer og holdninger – og i dets egen opfattelse af dets placering i dansk, nordisk og globalt kulturliv. UNESCO er allerede opmærksom på det og overvejer at sætte orkestret på listen over verdens ”immaterielle kulturarv”.
Når alt det er sagt – og selv om det mere og mere betragter sig selv som en ressource for alle danskere, unge som gamle – forbliver Kapellet et kongeligt orkester. Vi får måske aldrig en gentagelse af den dag i marts 1970, da kong Frederik 9. af Danmark dirigerede dets musikere i en opførelse af den langsomme sats i Beethovens klaverkoncert nr. 3 med sin egen svigersøn, prins Henrik, som solist. Men fra slottet lige over for operahuset på den anden side af havnen kan kong Frederiks datter, dronning Margrethe 2., stadig holde skarpt øje med sin nations kulturelle kronjuvel.
Andrew Mellor
(Dansk oversættelse af Nila Parly)
Andrew Mellor er københavnskorrespondent for Gramophone, Opera og Opera Now samt forfatter til The Northern Silence – Journeys in Nordic Music and Culture (Yale University Press)