Sir Simon Rattle og Kapellet

Den engelske dirigent Sir Simon Rattle modtog Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr. ved en koncert lørdag d. 2. februar 2013 i Koncerthuset i DR Byen. Prisen blev overrakt af dirigent Michael Schønwandt, og Simon Rattle fortalte i sin takketale at han vil anvende Musikprisen til at starte en ny dirigentuddannelse som en del af Berliner Filharmonikernes Orkesterakademi.

Prisoverrækkelseskoncerten og interview med bl.a. Simon Rattle blev transmitteret live på DR K og DR P2. Se videoen her.

Dagspressen skrev blandt andet

“Uden partitur, men med ører på hver musiker i det enorme orkester, ultrapræcise pindeslag og et ansigt, der mimede koncentreret med på fraserne, foldede Rattle de symfoniske afsnit ud i et eksplosivt, farverigt forløb. Træblæserne dansede og sang, strygerne spandt, og paukerne dundrede fra hver sit hjørne af salen. I Sibelius’ Symfoni nr. 7 blev dyb strygermumlen afløst af luftige træblæserglimt. Igen bragte Rattle med distinkte hånd-og kropsbevægelser alle Nordens natur-og sindsnuancer i spil.

Rattle røbede i sin takketale, at hans Sonning-pris går til opstarten af en ny dirigentuddannelse på orkesterakademiet. En 23-årig talent-spire er allerede i nestorens kikkert. Respekt for denne progressive og generøse gestus fra en maestro med stor menneskelighed.”

(Christine Christiansen, Jyllands-Posten)

” … Denne vidunderligt venlige stjerne løfter og bærer til sidste takt. Han får det bedste frem i folk. Både i publikum med de stående ovationer og i musikerne med to timers noder for sig. Den sidste symfoni fra 1924 af finske Sibelius bliver meget mere end birketræer og grønne bakker i hans hænder. Den bliver også spekulativ, brydsom, tragisk. Og danske Hans Abrahamsens stykke bliver lige det modsatte: Et frosset øjeblik af stille skønhed. Et kunstværk af krystal…

Festens hovedperson er hjerteligheden selv. At han også kan være eklektisk og savne lidt kant, tager man bare med. For det glatte ejer en nyttig side og bliver til guld i festens sidste værk: Carl Nielsens fjerde symfoni. En turbulent halv time fra begyndelsen af Første Verdenskrig. En trængt tour de force med to sæt vrede pauker i hver sin skyttegrav.”

(Berlingske, Søren Schauser)

“… Hans magnetiske tilstedeværelse i øjne og bevægelser inspirerede musikerne til at bidrage med summen af deres erfaringer med symfonien, til en uforglemmelig præstation på alle niveauer. Ganske særligt bevægende i symfoniens indre satskomplekser, i træblæsernes fabelagtigt musicerede allegretto og i strygernes intenst gennemførte tostemmige forløb i adagioen.

Orkestret var reduceret til en lille strygerbesætning i Abrahamsens Dobbeltkoncert fra 2011, og det var sært at tænke på, at netop denne musik kunne være toner, der udgår fra Olympens himmelhvælv. Så krystallinsk, så lyst vibrerende, så gennemsigtigt, så rytmisk forfinet meddelte koncerten sig. Tyske Carolin Widman og vores egen Tanja Zapolski var begge eminente protagonister i dette fascinerende glasperlespil, forstået som et legende koncentrat af klangens spektrum, melodiens emotionelle kraft og rytmens uudslukkelige livsmønstre. Det lyder utrolig enkelt, sagde Rattle i fredags, men at spille det er vanvittig svært.

Festen sluttede i samme toneart som den begyndte: C-dur. Med en slavisk dans af Dvorák, sydende, overgivent, forførende og furiøst.”

(Valdemar Lønsted, Information)